Betingelser for leje af maskiner

Betingelser for leje af maskiner
Dansk Maskinhandlerforening, december 2024

1. Aftalens grundlag

1.1. Disse lejebetingelser (december 2024) gælder for alle lejeaftaler, medmindre andet skriftligt er aftalt.

1.2. Denne lejeaftale er indgået mellem Tornvig Christensen Maskiner A/S, der er medlem af Dansk Maskinhandlerforening (Udlejer) og en erhvervsdrivende Lejer (Lejer) og omhandler brugsret til det lejede på Lejers adresse i det aftalte tidsrum. Hvis Tornvig Christensen Maskiner A/S har overgivet en maskine til demonstrationsbrug til en erhvervsdrivende, er dette også omfattet af disse lejebetingelser, medmindre andet er aftalt.

1.3. Er Lejer uenig i lejeaftalens indhold, skal han fremkomme med indsigelse senest 5 hverdage efter indgåelse af lejeaftalen, dog ikke senere end ved overgivelse af det lejede.

1.4. Lejer har ikke nogen forkøbsret til det lejede. Hvis Lejer i lejeperiodens løb ønsker at købe det lejede, kan dette kun ske hvis Udlejer og Lejer indgår separat aftale herom, herunder om Lejers kendskab til det lejedes stand, Udlejers tab ved utidigt ophør af lejeaftalen, forsikringsforhold mv.

1.5. Denne lejeaftale, herunder disse betingelser, går forud for en evt. ordrebekræftelse. Fravigelser af lejeaftalen eller efterfølgende aftaler er kun bindende, hvis de skriftligt er tiltrådt af begge parter.

2. Leveringstid, -sted og -periode

2.1. Medmindre andet er aftalt, sker udlevering af det lejede ab Udlejers forretningsadresse.

2.2. Lejer er pligtig til at aftage det lejede inden 6 dage efter, at det af Udlejer er meldt klar til afhentning.

2.3. Såfremt udlevering på grund af Lejers forhold udsættes i forhold til den aftalte leveringstid, har Udlejer ret til at fakturere Lejer, uanset om Lejer har afhentet som aftalt.

2.4. Er det aftalt, at Udlejer skal transportere det lejede hen til Lejer, afholder Lejer alle udgifter til fragt, forsendelse og forsikring.

2.5. Lejeperioden løber fra det tidspunkt, hvor det lejede forlader Udlejers forretningsadresse og indtil det lejede er tilbageleveret i åbningstiden til Udlejer på dennes forretningsadresse. Den aftalte lejeperiode fremgår af lejekontrakten. Force majeure og/eller forhold hos Lejer, der nedsætter Lejers udbytte af det lejede, medfører ikke reduktion af den aftalte leje.

2.6. Det lejede skal efter levering i hele lejeperioden forblive på den adresse, som fremgår af lejeaftalen. Lejer skal ved vedvarende adresseændring straks give Udlejer meddelelse herom.

2.7. Lejeaftalen er uopsigelig. Dog er der løbende måned+3måneders opsigelse, hvis periodens slutdato ikke fremgår af lejeaftalen eller lejeaftalen er skriftligt aftalt forlænget. Hvis lejeperiodens slutdato overskrides, fortsætter Lejers forpligtelser, inkl. betaling af leje, indtil tilbagelevering, og Udlejer har ret til at kræve tilbagelevering uden varsel. Ved væsentlig misligholdelse ophører lejeaftalen uden varsel.

2.8. Ved lejeaftalens ophør afholder Lejer alle udgifter til transport og forsikring af det lejede til Udlejers forretningsadresse.

2.9. Hvis Lejer ikke tilbageleverer det lejede til aftalt tid, betaler Lejer dels ekstra for hver ekstra dag/køretime, dels et administrationsgebyr på DKK 1.000 til Udlejer, dels for evt. omkostninger for at indsætte Udlejer i besiddelse af det lejede. Betaling heraf fritager ikke Lejer for betaling af evt. tab, som Udlejer måtte lide grundet for sen eller manglende tilbagelevering.

3. Stand, vedligeholdelse og service

3.1. Det lejede er udlejet uden fører. Lejer er forpligtet til nøje at iagttage instruktionerne i Udlejers dokumentationsmateriale, herunder manualer om betjening, belastning, sikkerhed, vedligeholdelse, og i evt. mundtlige oplysninger fra Udlejer om anvendelse og vedligeholdelse af det lejede. Lejen er til enhver tid ekskl. ekstra forbrugsmaterialer og sliddele

3.2. Udlejer leverer det lejede i god, funktionsdygtig, velholdt og rengjort stand. Afleveres maskinen ikke i samme stand med fradrag for almindeligt slid og ælde vil reparation og rengøring ske for Lejers regning. Maskinen skal afleveres med fuld tank medmindre andet er aftalt.

3.3. Lejer skal i lejeperioden vedligeholde det lejede som aftalt og aflevere det lejede i god, funktionsdygtig, velholdt og rengjort stand ved lejeaftalens ophør samt aflevere evt. udlevere dokumentationsmateriale. Se også pkt. 8 om brug af det lejede.

3.4. Lejer skal sørge for korrekt opbevaring af det lejede, så vidt muligt under tag, og altid aflåst. Lejer skal give Udlejer adgang til at bese det lejede.

3.5. Lejer er forpligtet til at lade Udlejer foretage et serviceeftersyn, hvis lejeperioden strækker sig over et år, og betale Udlejer herfor. Serviceeftersynet inkluderer evt. reparationer efter normal slitage opstået ved normal anvendelse af det lejede til det aftalte formål. Alle nødvendige reparationer herudover faktureres separat til Lejer. Serviceeftersynet foretages hos Udlejer, og Lejer betaler transportomkostningerne til og fra eftersynet. Reparationer i øvrigt må alene foretages hos værksteder godkendt af Udlejer.

3.6. Nægtelse af adgang til at bese det lejede, manglende vedligeholdelse eller serviceeftersyn og/ eller manglende betaling for serviceeftersyn anses som væsentlig misligholdelse af lejeaftalen.

4. Forsikring og risiko

4.1. Udlejer har ejendomsretten til det udlejede, og skal modtage en evt. forsikringssum for skader på det lejede. Lejer hæfter for skade, hændelig eller ej, samt bortkomst af det lejede. I tilfælde af skade eller bortkomst, skal Lejer skal straks meddele dette til Udlejer.

4.2. Hvis det ikke er aftalt, at Lejer sørger for kasko- og ansvarsforsikring i lejeperioden, eller hvis Lejer ikke i denne lejeaftale får indsat tilstrækkelig information om sin forsikring, skal Udlejer sørge for at tegne ansvars- og kaskoforsikring, som Lejer skal betale. Lejer afholder omkostningerne til selvrisiko, kasko- og ansvarsforsikring med dækningsomfang som anført nedenfor.

4.3. Kaskoforsikring skal omfatte brand, kørselskasko, tyveri og hærværk, og have en selvrisiko på max DKK 5.000 for lejeperioden. Kaskoforsikringen skal være baseret på nyværdiforsikring for ny maskine og på genanskaffelsespris på udlejningsdato for brugt maskine. Evt. kræves at Lejer tegner tillægsforsikring, herunder mod ydre og indre maskinskade. Ansvarsforsikringen skal omfatte alle skader som Lejer måtte blive ansvarlig for under sin brug af det Lejede i lejeperioden, herunder for hændelig skade og for brug i strid med bestemmelserne i denne lejeaftale, se også pkt. 8. Lejer kan få nærmere oplysning om dækningens omfang hos Udlejer. Udlejer kan til enhver tid af Lejer kræve forevisning af gældende forsikringspolice og kvittering for betaling.

4.4. Lejer er ansvarlig for at have styr på egne forsikringsforhold, herunder at sikre dækning ved brug af maskinen både på vej, i mark, i skov mv. Hvis Lejer lejer og/eller afprøver en demo-maskine med henblik på køb, skal typisk tegnes en tillægsforsikring af Lejer for at Lejer kan overholde sin forsikringsforpligtelser iht. disse bestemmelser. På anfordring skal Lejer fremsende kopi af gældende ansvarsforsikringspolice.

4.5. Hvis maskinen skades eller bortkommer, og dette ikke dækkes af de tegnede forsikringer, skal Lejer betale et beløb til Udlejer, der svarer til genanskaffelsesprisen for maskinen.

5. Udlejers begrænsede ansvar ved forsinkelse

5.1. Medmindre andet udtrykkeligt fremgår af aftalegrundlaget, er det af Udlejer angivne leveringstidspunkt omtrentligt. Udlejer kan kræve leveringstiden ændret ved enhver ændring i eller tilføjelse til ordren.

5.2. Eventuelle forsinkelser berettiger ikke Lejer til at annullere lejeaftalen, medmindre forsinkelsen varer længere end 30 dage.

5.3. Udlejer er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder erstatning for driftstab, tidstab, avancetab eller tab af data, medmindre tabet skyldes Udlejers fejl eller forsømmelse.

5.4. Udlejer kan ikke forpligtes til betaling af erstatning på mere end DKK 50.000 i alt for forsinkelse pr. lejeaftale.

6. Reklamation og mangler

6.1. Lejer skal ved modtagelsen, og inden det lejede tages i brug, justeres eller bearbejdes, kontrollere om det lejede svarer til det aftalte samt kontrollere for eventuelle mangler

6.2. Konstaterer Lejer, at det lejede ikke er kontraktmæssigt, skal Lejer straks skriftligt reklamere overfor Udlejer, med en beskrivelse af manglen. Reklamation over mangler skal være modtaget af Udlejer senest 14 dage efter, at manglen er eller burde være opdaget af Lejer.

6.3. Hvis det lejede er behæftet med en væsentlig mangel på grund af materiale-, monterings-, eller fabrikationsfejl, og Lejer ikke er i restance med lejebetalingerne, er Udlejer efter eget valg berettiget og forpligtet til inden for rimelig tid enten at afhjælpe manglen eller ombytte til anden maskine eller andet udstyr, der opfylder lejeaftalen. Ombytning finder ikke sted, hvis fejlen skyldes, at Lejer ikke har fulgt Udlejers instruktioner, jf. pkt. 3.1., hvis ombytning ønskes grundet normalt slid, der er opstået ved Lejers manglende vedligeholdelse, hvis Lejer i øvrigt har misligholdt lejeaftalen, herunder uden Udlejers samtykke har foretaget reparation eller hvis en reparation på det lejede er udført af andre end de af Udlejer godkendte værksteder.

6.4. Hvis det lejede indeholder et batteri, der skal oplades i lejeperioden, skal opladning ske iht. instruktioner / brugermanual, herunder skal opladning altid foretages med rette oplader og altid under opsyn. Udlejer er ikke ansvarlig, hvis manglende overholdelse medfører skade eller tab.

6.5. Hvis der er opstået en fejl på det lejede af en af de i pkt. 6.3, sidste sætning eller pkt. 6.4 nævnte årsager, er Udlejer berettiget til at fakturere Lejer for afhjælpning af fejlen. Hvis afhjælpning af fejl opstået af en af de ovennævnte årsager ikke er mulig, anses lejekontrakten for misligholdt i væsentlig grad af Lejer, og Udlejer vil være berettiget til erstatning.

6.6. I tilfælde af fejl eller skade på det lejede skal Udlejer straks underrettes. Uden Udlejers samtykke må Lejer ikke få foretaget reparation, og reparation på det lejede skal udført af et af de af Udlejer godkendte værksteder eller Udlejer selv, efter Udlejers valg. Udgifter i forbindelse med berettiget reklamation afholdes af Udlejer. Udlejer er dog ikke forpligtet til at afholde monteringsomkostningerne i de tilfælde, hvor montering normalt kan foretages af Lejer. Udlejer forbeholder sig ret til at fakturere Lejer for omkostninger ved uberettiget reklamation.

6.7. Udlejer er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder erstatning for driftstab, tidstab, avancetab eller tab af data, medmindre tabet skyldes Udlejers fejl eller forsømmelse.

6.8. Udlejer kan ikke forpligtes til betaling af erstatning på mere end DKK 50.000 i alt for mangler pr. lejeaftale.

7. Betaling

7.1. Al betaling til Udlejer skal ske til bank 7670 0006658517 eller FI konto 81122733.

7.2. Depositum skal betales før levering med evt. levering & oprettelsesgebyr og evt. lejebeløb beskrevet på side 1, og ellers skal betaling ske FORUD månedligt, medmindre andet skriftligt er aftalt.

7.3. Betalingsfristen er som skrevet på fakturaen. Overskrides det aftalte betalingstidspunkt, skal Lejer betale 2% pr. påbegyndt måned i morarente fra leveringsdagen og indtil betaling sker samt et gebyr på 300 kr. for hver skriftlige påmindelse om betaling. Hvis betaling udebliver i mere end 14 dage efter forfaldsdato, er dette væsentlig misligholdelse og Udlejer er i så fald berettiget til at afhente det lejede på Lejers regning.

7.4. Udlejer forbeholder sig ret til forlods at afskrive Lejers indbetalinger på eventuelle renter og omkostninger, der påhviler Lejer, herunder transport-, reparations- og reservedelsomkostninger i forbindelse med det lejede.

7.5. Depositum forrentes ikke. Depositum dækker Udlejers krav på erstatning og øvrige krav mod Lejer, herunder iht. pkt. 2.9., og Lejer er uberettiget til at modregne depositum i løbende leje og andre omkostninger.

8. Lejers ansvar for overholdelse af gældende lov, tredjemands rettigheder mv.

8.1. Lejer er uberettiget til at sælge, udlåne, udleje, pantsætte eller i øvrigt disponere over det lejede på en sådan måde, at tredjemand opnår rettigheder over dette. Lejer må ikke, uden forud indhentet skriftligt samtykke fra Udlejer, overlade det lejede til andre end Udlejer til reparation, medmindre reparationen betales kontant.

8.2. Maskinen må kun benyttes af sagkyndigt personale, og Lejer skal selv sørge for at indhente nødvendige tilladelser og/eller certifikater ved anvendelse af det lejede.

8.3. Lejer ansvarlig for, at brugeren /føreren af det lejede ved brug overholder relevant lovgivning, herunder arbejdsmiljøloven, færdselsloven, lov om euforiserende stoffer mv. I tilfælde af maskinen i lejeperioden anvendes i strid med formålet, i strid med brugermanualen eller med lovgivning, herunder af en bruger, der er påvirket, udfører vanvidskørsel, ulovlig kap- og væddekørsel, eller ikke overholder belastningsforskrifter mv. og dette fører til tingsskade og/eller personskade, accepterer Lejer at være fuldt ud erstatningsansvarlig, uanset evt. forsikringsdækning. I tilfælde af konfiskation pga. vanvidskørsel mv. accepterer Lejer at afholde alle omkostninger til reparation, udlevering mv. og til at dække omkostninger og tab, uanset om dette er forsikringsdækket eller ej.

9. Produktansvar

9.1. Udlejers ansvar for skade på ting kan ikke overstige DKK 1 mio. medmindre andet er skriftligt aftalt.

9.2. Det er mellem Lejer og Udlejer aftalt, at Udlejer aldrig kan ifalde et videregående ansvar for produktansvar, end hvad der følger af produktansvarsdirektivets regler.

9.3. Udlejer er kun ansvarlig for skade, hvis Udlejer har handlet groft uagtsomt.

9.4. Uanset pkt. 9.1 – 9.3. er Udlejer dog ikke i noget tilfælde ansvarlig for indirekte tab, herunder formuetab, driftstab, avancetab, tidstab m.v., medmindre Lejer kan dokumentere, at tabet skyldes Udlejers fejl eller forsømmelse grov uagtsomhed.

9.5. Hvis Udlejer måtte blive pålagt ansvar over for tredjemand grundet Lejers brug, tilbygning, ændring, skrotning, bortskaffelse, salg, udlån, udleje, leasing eller anden råden over det lejede, er Lejer pligtig til at skadesløsholde Udlejer i det omfang, ansvaret går ud over de anførte grænser i pkt. 9.1.- 9.4.

9.6. Både Lejer og Udlejer er pligtige til at lade sig sagsøge ved samme forum, som behandler en eventuel sag om produktansvar mod den anden part.

10. Persondata

10.1. I forbindelse med denne aftale har Udlejer af Lejer modtaget persondata fra Lejer, som Udlejer har registreret som led i denne aftale. Mht. oplysning om behandling af persondata henvises til persondatapolitikken på Udlejers hjemmeside.

10.2. I tilfælde af leje af maskiner eller udstyr med GPS-funktion og registreringsfunktioner kan ske behandling af Lejers/brugers persondata (typisk navn på køber, Lejers maskines ID-nr. og timetal, tidspunkt og geografisk placering), som led i udførelsen af funktionen, og Lejer samtykker i, at Lejers persondata i nødvendigt omfang behandles som led i funktionen og at Lejer har sørget for at evt. brugeres data lovligt kan indsamles og behandles. Behandlingsstedet fremgår af instruktionsbog mv. og kan være udenfor EU.

10.3. Lejer kan til enhver tid trække samtykket tilbage, men dette kan medføre at GPS-udstyr ikke må anvendes.

11. Tvister

11.1. Tvister om eller i forbindelse med denne aftale afgøres efter dansk ret. Sag anlægges ved byretten i den retskreds, hvor Udlejer har hovedkontor.

TORNVIG CHRISTENSEN MASKINER A/S Industriparken 27-29, Lind, 7400 Herning,
Cvr.nr. 28 68 47 46, tlf. +45 97 122 188 www.tornvigmaskiner.dk

BLIV RINGET OP

Såfrem du ønsker at blive kontaktet, så udfyld formularen og vi vil ringe dig op.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få gode tilbud direkte i indbakken